Flabet debutant

Brian P. Ørnbøl har skrevet en række rå digte, som emmer af håbløshed og provokation. Digtsamlingen rummer en drenget flabethed, som udstiller verden som grim og hård. Af og til spytter digtene næsten på verden, for derefter at blot at trække på skulderen over sin handling, men dette medvirker blot, at digtene kommer helt ind under huden på læseren. Selvom man ikke kender Brian Ørnbøl, så føler man et meget stærkt bånd mellem afsender og modtager. Der er nærvær og personlighed i digtene, og især de korteste rammer meget præcist. Den meget tydelige afsender giver følelsen af at kende manden bag pennen.

Det er i høj grad det fantastiske sprog, som bærer digtene. Ørnbøl har en fantastisk evne til at vride sproget og forme det, så det udtrykker noget helt præcist. Han leger med ordene, og som læser føler man sig inddraget og fanget i spillet mellem sproget og Ørnbøl. Det er en leg, som man et øjeblik får lov til at være en del af. Ørnbøl skaber sit eget sprog, og dette kræver, at man læser digtene højt for at kunne få størst muligt udbytte af Ørnbøls ord og stemningen i digtet. Digtsamlingen er dynamisk, men det er klart at foretrække at læse få digte af gangen, så de kan fordøjes, og man kan nå at tygge lidt på sproget og ordene. Med Ørnbøls beskrivelser kan man direkte mærke jorden mellem tæerne eller duften af brændt tagpap.

Kulturkappellet - Read the full review here: http://www.kulturkapellet.dk/lyrikanmeldelse.php?id=13